Taknemmelighed. Camino uge 4.

Mit camino liv fortsætter ind i den fjerde uge med omkring 25 kilometer om dagen. Rytmen er rimelig konstant. Vi står op ved 6-7 tiden, får børstet tænder og lidt vand i hovedet.  Pakker vores ting sammen og så afsted. Vi har ofte købt noget morgenmad som vi spiser på vejen. Senere kan vi være heldige at komme forbi en café, hvor vi spiser “morgenmad nr. 2”. Så er der energi til at vandre endnu nogle timer inden vi gør endnu et stop for at få noget frokost. Typisk vælger vi at gå indtil 2-3 tiden om eftermiddagen, hvor vi checker ind på et herberg. Så er det tid til et velfortjent bad, som ofte inkluderer tøjvask på samme tid. Resten af eftermiddagen tilbringes på langs med hvile og lidt snak med de øvrige pilgrimme. Er vi heldige er der tidlig aftensmad i form af en 3 rettes pilgrimsmenu. Simpelt, billigt og nærende mad. Vin er som oftest inkluderet i prisen.
Vi er klar til at gå i seng ved 9 tiden og sover som regel inden 10.
Alt i alt et rigtigt pilgrimsliv, hvor der er tid til fordybelse.

Fordybelse med Jes Bertelsens “Nuets Himmel” som en ganske spændende guide til spirituel oplysning. 

På mine vandringer de sidste dage har jeg – inspireret af bogen – arbejdet med taknemmelighed.
I den duale verden er følelsen af taknemmelighed ofte forbundet med et subjekt – eksempelvis JEG er taknemmelig – og et objekt – jeg er taknemmelig for LIVET.
I første omgang har jeg således udtrykt min taknemmelighed til alle de mennesker, der er omkring mig, og til alle de muligheder og privilegier jeg har i mit liv. Samtidig har jeg mærket taknemmelighedsfølelsen i hjertet. Jeg har oplevet at spændinger opbygget gennem livet frigøres blot ved denne øvelse.
Dernæst har jeg nærmet mig den non-duale verden ved – ikke kun at fokusere på subjekt og objekt for taknemmeligheden, men ved samtidig også at stille ind på kilden til taknemmeligheden.
Stille mig selv spørgsmål som: Hvor kommer taknemmeligheden fra?
Hvor er den bevidsthed, der er bevidst om følelsen af taknemmelighed? Disse spørgsmål skal vel at mærke ikke besvares, men skal tune dig ind på den rette stemning, og den rette vej.

Buen camino 🙂